Transskribtion nr. 2

Kantinen, Humanistisk Fakultet, Københavns Universitet, oktober 2008:

MIDALDRENDE AMERIKANSK MAND: "Got a personal e-mail from Barack Obama."

(Længere monologisk, men uhørlig sekvens.)

MIDALDRENDE AMERIKANSK MAND: "[...] danish women, two feet high, and they were wearing high heels. The more I'm here, the more strange I feel. [...] There's a mutual [...] between us earthlings and the danes."

MIDALDRENDE (EFTER AL SANDSYNLIGHED) DANSK MAND: "Are you an alien?"

MIDALDRENDE AMERIKANSK MAND: "We are only what people think we are."

Udkommer torsdag d. 23. oktober. Reception og efterfest med oplæsning af Olga Ravn og Morten Chemnitz, koncert med Camilla, rosé, pindemadder, lagkage mm. på hhv. Roland Bar og Din nye ven fra kl. 17-01. Se mere på www.trappetusind.dk og kom glad.

Tidsskriftet vil kunne erhverves for 30 kr. i Roland Bar, Møllegades Boghandel og andre steder (to be announced) samt forefindes til frit download som pdf på hjemmesiden fra og med udgivelsesdatoen.

Digt på fransk om blomster

Les fleurs
du mal
et et
les les
fleurs
fleurs du mal
mal
fleurs du
mal
les fleurs
les fleurs
et
le le
mal.

Bien.

Tre uforlignelige film om form:

Naked Island/Hadaka no shima (Kaneto Shindô, 1960)

The Pervert's Guide to Cinema. Presented by Slavoj Zizek (Sophie Fiennes, 2006)

Helvetica (Gary Hustwit, 2007)

Til Palle Sigsgaard og videnskaben som sådan

Jeg står op og tæmmer lyset
på min fod. Logikken stemmer
som en guitar. En dejlig
morgen. En dejlig morgen.

Til Cepos og Simon Grotrian stadig i nævnte rækkefølge

månen er en tænketank
og du
kan brænde alle dine penge hér

Til Oksefrøen og Michael Strunge i nævnte rækkefølge

provinsfrøernes kvækkende motor der sættes
i gang af en liderlig frø og det er svært at afgøre
hvilken og jeg er helt ligeglad, intervallerne
varierer, frøerne standser, holder pause og starter så
igen, en smule liderligere end før og jeg
ved ikke hvorfor de gør det
på den måde og ikke på en anden
men hvordan skal jeg finde dig i alle de kvæk?

Kære Mao,

Hm. Min telefon virker - for en gangs skyld - ikke. Så her: K. gik i brædderne i går, efter at have været ved at gøre det, gå i brædderne, først nede på kebaben, siden i køkkenet med hovedet fuldt af burger og salatmajonæse (bare for at få lov til at stave til 'majonæse'), gik i brædderne og vågnede først på et ukristeligt tidspunkt, ud på natten, den ukristelige, og var møgærgerlig over det hele. Føler ikke for at tilføje så meget mere om den sag. Løbet er, som man siger, kørt. Den aften som er gået kommer aldrig tilbage, den er jo gået. I brædderne med mig. Men der kommer, som bekendt, andre aftener, og dage med, og må man foreslå en sammenkomst, snarest, som kompensation? Da jeg vågnede var gaden som jeg gik ned på, stadig, befolket af mange, grænsende til det forrykte henrykte mænd i biler, dyttende båttende, som var meget begejstrede over, at det hold som er deres hold havde vundet en fodboldkamp: "De kigger på det hele i fjernsynet og ønsker også at blive syltet så fint. Sporten er for dem det helligste, som de med deres bundne hænder kan nå. Den ligner spisevognen i toget, er ikke absolut nødvendig, men den forbinder det unyttige med det ubehagelige. Og man kommer videre." Så, så sent var det måske heller ikke, men da havde jeg opgivet ævret, og i øvrigt fejlciterede jeg Elfriede Jelinek om eftermiddagen.

Kærlig hilsen.

Takketale, version 1

Jeg har fået en pakke i dag som gjorde mig glad. Pakkeposten længe leve. Det er rart med materialiseret omsorg. De dybeste buk og den sorteste tak herfra. Men et lille skår i glæden: hvor er lakridspiperne henne? Jeg mistænker enhver. Kom frit frem hvem end du/I er. Jeg gør ingenting. Jeg har bare lyst til at ryge.

Jeg har ikke lyst til at læse for tiden. Jeg har lyst til at skrive breve. Til jer. Og til alle mulige mennesker jeg ikke kender.

Jeg har fundet nogle såkaldte oneliners på det sidste som jeg synes er relevante at læse. Og de kommer hermed nu. De betegner meget fint tilstanden i mit hoved i øjeblikket:
“the absolutely desperate current state of affairs fills me with hope” (Marx)

“if anybody is sleepy let him go to sleep” (John Cage)

"a certain blue of the sea is so blue that only blood would be more red." (MM Ponty)

Jeg planlægger forresten at gøre gengæld snarest muligt. Med en pakke den anden vej til den danske kongvinterland. Men som Robert Walser skriver i Røverromanen: Mere om det senere.

Anna

ANNA har, i det omfang hun husker, men det kniber det efterhånden med og så alligevel, billederne i albummet hun netop her til morgen har taget frem beviser det jo, hun har gået i gymnasiet med Søren og Thorsten, hvis navne hun for nylig i en dog allerede glemt sammenhæng stødte på. Anna har kun ét ben. Når hun rører stumpen, hvor det venstre ben engang sad, bl.a. dengang hun gik i gymnasiet, blidt, kilder det sådan helt ind i knoglen, eller nærmere: et ulokalisérbart sted indeni låret kilder det, dejligt. Anna slår blikket ned og rødmer. Og kærtegner sin stump des heftigere.

;

I går begyndte det at hagle i Berlin og i dag har det sneet og vinterjakken er nu et indiskutabelt must. Ja ja ja. Jeg er glad for den frakke. Rosanna har været på besøg i denne weekend og det har været skønt. Vi spiste tyrkisk mad i går og det tror jeg at jeg vil gøre noget oftere. Tyrkisk mad og økologiske fennikelpølser er rar kost.
Inden jeg glemmer det skal jeg huske at fortælle to ting: 1. Jeg har læst en læsning af Kafkas "Josefine" som saftsuseme indeholder en note, hvori der refereres til den gode Wolf Wucherpfennig. Sikke noget. 2. Jeg har fundet en hjemmeside ( http://homokaasu.org/gematriculator/) hvor man kan undersøge hvor gode eller onde andre hjemmesider eller tekstpassager er. Men man kan også bare indtaste et navn. F.eks. er Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen 83 % evil og 17 % good. Morten Hviid Melsen 25 % evil og 75 % good. Andreas Pallisgaard 16 % evil og 84 % good. Mikkel Krause Frantzen 20 % evil og 80 & good. Og Karen Jespersen 1 % evil og 99 % good.

Det går fremad med det tyske synes jeg. Jeg kan læse det meste men det er som om ordene ikke har lyst til at begive sig ud af min mund og videre ud i verden. Men Kafka og Walser er to dejlige mennesker. Og det har jeg fået læst af Gilles Deleuze bryder jeg mig i den grad også om.
I øvrigt bruger jeg for mange penge på plader. Jeg havde ellers givet mig selv et strengt forbud som ellers hjalp nogenlunde i en periode. Bøger køber jeg også for det er alt sammen meget billigt hernede. Og falafel.

Ellers får jeg virkelig fulgt med i valget hernedefra. Mere end jeg nogensinde har gjort før tror jeg. Jeg håber fandme Enhedslisten kommer over spærregrænsen. Med eller uden Asmaa. Bendt Bendtsen har jeg næsten ondt af. Margrethe Vestager er en smuk kvinde. Helle Thorning kan jeg ikke finde ud af, mens Anders virker som en pragteksemplar på en neurotiker. Bertil er psykotikeren i den regering. Og Thor P. den skizofrene (at Deleuze fortæller mig at der ligger nogle revolutionære kræfter gemt i skizofrene mennesker er forvirrende for mig). Naser Khader skulle have nogle bank. Men frem for alt er Ralf Pittelkows såkaldte analyser på JP en sørgelig historier; som Henrik Qvortrup rigtigt påpeger så er det svært at stole på en politisk kommentator der går i seng med en minister (se det for jer. se se se). Han ligner faktisk lidt en nazist. Især pga. de briller - var det Goebbels eller Göring der også havde sådan nogle? Dansk Folkepartis valgvideo er noget værre noget.

Jeg er blevet lidt ked af det nu så jeg fortsætter en anden dag. Ha' det godt og har I det godt?

.

Elever overtog magten på hyttetur

25. sep. 2007 16.28 Indland

"En hyttetur der skulle ryste fire 7. klasser sammen udviklede sig uheldigt, skriver fyens.dk

100 elever fra fire 7. klasser i Langeskov tog mandag morgen afsted på hyttetur til Lohals på Langeland, hvor de skulle bo indtil onsdag.

Natten til tirsdag tog eleverne magten fra de otte lærere, der var med på turen, og det lykkedes først for lærerne at få den sidste elev lagt i seng tirsdag morgen klokken 5.30.

Lærerne besluttede derfor at afbryde turen og ringede tirsdag morgen til busfirmaet Handybus og bad om at blive hentet igen.

Firmaet havde ikke nået at rengøre bussen fra turen til Lohals, hvor eleverne havde svinet den meget til. Efter hjemturen var bussen så beskidt indvendigt, at firmaet ikke kan bruge den, før den har fået en total rengøring."

berlin. tærter. politik.

Så er også jeg flyttet til Berlin men jeg fik aldrig set Inland Empire fordi den var synkroniseret overalt og som om det ikke var nok fik jeg for nylig at vide at karen jespersen er blevet udnævnt til ny socialminister og derfor drømte jeg om hende i nat. jeg drømte at det danske samfund var en tærtedej og at sammenhængskraften var smørret, den danske substans som binder det hele sammen i karen jespersens pittorekse hænder. lige inden jeg gik i seng læste jeg et interview med karen på politiken.dk hvori hun siger at " Nøgleordet for mig er ordet sammenhængskraft. Hovedopgaven i de kommende år bliver at holde sammen på Danmark". hvad fanden er der med den sammenhængskraft? for mig at se bliver det i karens mund blot et andet ord for racisme. for en stram udlændigelovgivning i hvert fald, som forhindrer at de fremmede kommer ind i det danske samfund og ødelægger sammenhængskraften. forudsætningen for sammenhængskraften er minimal indvandring. sådan er det i denne sindssyge optik. hele tiden den evindelige kobling mellem velfærd og udlændingelovgivning/integration som forenes i ideen om en sammenhængskraft. en ide som selvfølgelig stammer fra dansk folkeparti; for en måneds tid siden fik jeg af en de der gigantburgere på den sortegryde og mens jeg ventede læste jeg en klumme i urban som var skrevet af morten messerschmidt, som netop handlede om at den største velfærdstrussel ikke er manglende hænder i det offentlige, en for høj eller for lav skat, men derimod indvandrere. på daværende tidspunkt grinte jeg af artiklen, jeg tog den ikke alvorligt fordi den virkede som et desperat forsøg på at binde velfærdsdiskussionen sammen med udlændingedebatten. men den der ler sidst ler bedst. i dag virker det som om at denne binding vinder langsomt vinder gehør i medierne og andre steder. pia kjærgsgaard har på dansk folkepartis årsmøde i dag udtalt at utilpassede indvandrede truer velfærden; som hun siger: "Får vi ikke styr på integrationen, kan vi – ret beset – glemme alt om velfærd i fremtiden.".
i hede hule helvede hvor er jeg vred. og så på min fødselsdag. øv øv øv og i øvrigt vil jeg langt hellere drømme om kæmpecigaretter end om monstrøse tærtedeje der er bundet sammen med racistiske spejderknob. den der ler dansk ler bedst. det eneste der efterhånden kan muntre mig op her klokken tre er gaver og the national som på albummet alligator synger "Karen... fuck me and make me a drink". forresten hedder min kære mor også karen. det vil ingen ende tage.

Note fra Berlin

1. INLAND EMPIRE ja for helvede og over det hele og altsaa over det hele, hele tiden, for altid.

2. I VIRKELIGHEDEN ER DET IKKE KUNST seminar paa kua d. 19. september kl. 10-16 og debatblog paa ikkekunst.dk om de seneste aars politiske litteratur med deltagelse fra blandt andre Tue Andersen Nexoe, Mikkel Bolt og Hans Hauge smukt iscenesat af studiekredsen paa dansk (soede studiekreds).

3. JEG DROEMMER om en lang cigaret, en cigaret saa lang at den kunne naa maanen fra jorden, dvs. fra cirka 1,60 m. over jorden som jeg gaar ud fra nogenlunde er den hoejde mine laeber befinder sig i og derfra til maanen og laengere selvfoelgelig naar jeg ligger ned hvilket jeg unaegteligt goer nogle gange. En cigaret som jeg ikke ville behoeve at slukke og ikke behoeve at taende. Evigtbraendende langcigaret lige i hovedet paa formynderiske scheißepolitikere herfra. Jeg vil ikke hjem.

MAO is out of office:

Måske er MAO på ferie.

Ved Linden 4, juni 07:

jodoform, pommes frites, angst.

og

HURLEMENTS EN FAVEUR DE SADE (1952)

Voice 1: Howls for Sade, a film by Guy-Ernest Debord.

Voice 2: Howls for Sade is dedicated to Gil J Wolman.

Voice 3: Article 115. If a person has ceased to appear at his place of residence and nothing has been heard concerning him for four years, interested parties may petition the civil court to officially recognize the absence of said person.

Voice 1: Love is valid only in a prerevolutionary period.

Voice 2: Those girls don’t all love you, you liar! Arts begin, grow, and disappear because dissatisfied people break through the world of official expressions and go beyond its festivals of poverty.

Voice 4: Tell me, did you sleep with Françoise?

Voice 1: What a springtime! Crib sheet for the history of film: 1902: A Trip to the Moon. 1920: The Cabinet of Doctor Caligari. 1924: Entr’acte. 1926: Potemkin. 1928: An Andalusian Dog. 1931: City Lights. Birth of Guy-Ernest Debord. 1951: Treatise on Slime and Eternity. 1952: The Anticoncept. Howls for Sade.

Voice 5: “Just as the projection was about to begin, Guy-Ernest Debord was supposed to step onto the stage and make a few introductory remarks. Had he done so, he would simply have said: ‘There is no film. Cinema is dead. No more films are possible. If you wish, we can move on to a discussion.’ ”

Voice 3: Article 516. Property is either real or personal.

Voice 2: In order never to be alone again.

Voice 1: She is ugliness and beauty — like everything we love today.

Voice 2: The arts of the future can be nothing less than disruptions of situations.

Voice 3: In the cafés of Saint-Germain-des-Prés!

Voice 1: You know, I like you a lot.

Voice 3: A sizable commando of some thirty lettrists, all wearing the filthy uniform that is their only really original trademark, showed up at Cannes determined to provoke a scandal that would draw attention to themselves.

Voice 1: Happiness is a new idea in Europe.

Voice 5: “I know people only by their actions. In other respects they are indistinguishable from each other. In the final analysis, we are differentiated only by our works.”

Voice 1: And their revolts became conformisms.

Voice 3: Article 488. The age of adulthood is 21 years; a person of that age is capable of all acts of civil life.

Voice 4: She constantly reappeared in his memory, in a flash like sodium fireworks on contact with water.

Voice 1: He was well aware that nothing of his exploits would remain in a town that revolves with the Earth, as the Earth revolves within a galaxy that is only an insignificant part of a tiny island endlessly receding from us.

Voice 2: Totally dark, eyes closed to the enormity of the disaster.

Voice 1: A science of situations needs to be created, which will incorporate elements from psychology, statistics, urbanism, and ethics. These elements must be focused on a totally new goal: the conscious creation of situations.

Voice 1: Lines from a 1950 newspaper: “Popular Young Radio Actress Throws Herself Into the Isère. Grenoble. Twelve-and-a-half-year-old Madeleine Reineri, who under the stage name ‘Pirouette’ starred in the Alpes-Grenoble radio program Happy Thursdays, threw herself into the Isère River Friday afternoon after having placed her schoolbag on the bank.”

Voice 2: Little sister, we’re not a pretty sight. The river and the misery continue. We are powerless.

Voice 4: But no one talks about Sade in this film.

Voice 1: The cold of interstellar space, thousands of degrees below freezing or the absolute zero of Fahrenheit, Centigrade or Réaumur: the incipient intimations of proximate dawn. The rapid passage of Jacques Vaché through the wartime sky, his overwhelming sense of urgency, the catastrophic haste that led him to destroy himself; the whipcracking spirit of Arthur Cravan, who vanished in the Gulf of Mexico around that same time . . .

Voice 3: Article 1793. When an architect or contractor contracts with a landowner to construct a building in accordance with an agreed plan and for a specified payment, he cannot demand any increase in that payment on any grounds, whether because of an increase in the work force or materials or because of any changes or additions made to the plan, unless such changes, additions or increases have been authorized in writing and the new payment has been agreed to by the landowner.

Voice 2: The perfection of suicide lies in its ambiguity.

Voice 2: What is a one and only love?

Voice 3: I will answer only in the presence of my attorney.

Voice 1: Order reigns but does not govern.

Voice 2: The first marvel is to come before her without knowing how to talk to her. The imprisoned hands move no faster than race horses filmed in slow motion as they touch her mouth and breasts; in all innocence the ropes become water and we roll together toward dawn.

Voice 4: I don’t think we’ll ever see each other again.

Voice 2: The lights of the winter streets will end near a kiss.

Voice 4: Paris was real fun because of the transportation strike.

Voice 2: Jack the Ripper was never caught.

Voice 4: Telephones, they’re funny.

Voice 2: What a love-challenge, as Madame de Ségur said.

Voice 4: I’ll tell you some real scary stories from my part of the country, but they have to be told at night.

Voice 2: My dear Ivich, unfortunately there are fewer Chinatowns than you think. You are fifteen years old. One of these days people will stop wearing such gaudy colors.

Voice 4: I already knew you.

Voice 2: Continental drift carries you farther away each day. The virgin forest is less virgin than you.

Voice 4: Guy, one more minute and it’ll be tomorrow.

Voice 2: Gun Crazy. You remember. That’s how it was. No one was good enough for us. Nevertheless . . . The hailstones on the banners of glass. We won’t forget this cursed planet.

Voice 2: They’ll be famous someday, you’ll see! I will never accept the scandalous and scarcely credible fact that there is such a thing as a police force. Several cathedrals have been erected in memory of Serge Berna. Love is valid only in a prerevolutionary period. I made this film while there was still time to talk about it. Jean-Isidore, in order to get out of that ephemeral crowd. On Place Gabriel-Pomerand when we’ve grown old. In the future all these little jokers will be studied in the high schools and colleges.

Voice 2: There are still many people who aren’t moved to laugh or to scream by the word “morality.”

Voice 3: Article 489. An adult who is usually in a state of imbecility or dementia or who has frequent fits of rage must be kept in protective custody even if he has intervals of lucidity.

Voice 2: So close, so gently, I lose myself in the hollow archipelagos of language. I bear down on you, you’re as open as a cry, it’s so easy. A hot stream. A sea of oil. A forest fire.

Voice 1: That sounds like the movies.

Voice 3: The Paris police are equipped with 30,000 billy clubs.

Voice 2: “Poetic worlds close in on themselves and are forgotten.” In a corner of the night sailors are making war; ships in bottles are for you who loved them. You lie back in the sand as in the more loving hands that the rain and wind and thunder slip under your dress every evening. Life is wonderful in Cannes in the summer. Rape, which is forbidden, becomes banal in our memories. “When we were on the Shenandoah.” Yes. Of course.

Voice 1: And the silting up of those faces, which once bore flashes of desire like ink splattered on a wall, which were like shooting stars. Gin, rum, brandy — down the hatch like the Grand Armada. So much for the funeral oration. But all those people were so commonplace.

Voice 1: We had a narrow escape.

Voice 2: The most beautiful is still to come. Death would be a steak tartare; wet hair on the scalding beach of our silence.

Voice 1: But he’s a Jew!

Voice 2: We were ready to blow up all the bridges, but the bridges let us down.

Voice 1: Twelve-and-a-half-year-old Madeleine Reineri, who under the stage name “Pirouette” starred in the Alpes-Grenoble radio program Happy Thursdays, threw herself into the Isère River.

Voice 2: Mademoiselle Reineri of the Europe Quarter, you still have your wonderstruck face and that body, the best of promised lands. Like neon lights, the dialogues repeat their definitive truths.

Voice 1: I love you.

Voice 4: It must be terrible to die.

Voice 1: See you later.

Voice 4: You drink far too much.

Voice 1: What are childhood loves?

Voice 4: I don’t understand you.

Voice 1: I knew it. And there was a time when I regretted it very much.

Voice 4: Would you like an orange?

Voice 1: The beautiful breakups of volcanic islands.

Voice 4: In the past.

Voice 1: I have nothing more to say to you.

Voice 2: Once again, after all the untimely answers and the aging of youth, night falls from on high.

Voice 2: Like lost children we live our unfinished adventures.

----------------------------------------------------------------------------------------

”Flere måneder senere, den 13. oktober, få uger før den lettristiske gruppe formelt blev delt i to fraktioner efter Chaplin-episoden, lykkedes det at vise filmen i sin helhed i Cine-Club du Quartier Latin. Biografsalen var igen fyldt med en blanding af unge med tilknytning til lettrismen og filmentusiaster. Før filmen gik i gang, blev lyset i salen slukket, og badet i lyset fra en enkelt projektør introducerede en schweizisk filmprofessor, det var i virkeligheden lettristen Serge Berna, filmen som århundredes kunstværk: “Mine damer og herrer, det er en dybt erotisk film, som vi skal se i aften. En hidtil ukendt frækhed. Et værk, som vil være epokegørende i filmhistorien […]. Det er alt, hvad jeg for øjeblikket kan lade skinne igennem, men jeg kan love jer, at i får en overraskelse.” Efter ‘professorens’ introduktion blev det annonceret, at filmrullerne endnu ikke var ankommet til biografen, og at publikum måtte væbne sig med tålmodighed et øjeblik endnu. Da der var gået et kvarter, løb Debord forpustet gennem salen med en filmrulle under armen med retning mod projektionsrummet. Lyset blev igen slukket, og projektorens karakteristiske lyd kunne høres i biografsalen. Lærredet blev lyst op, og lydsporets dialog gik i gang for hurtigt at blive afbrudt af sort lærred og total stilhed. Eftersom introduktionen af billeder stadigvæk trak ud, begyndte folk i salen at mumle og protestere. En beskuer ytrede utilfredshed med manglen på erotiske billeder, men fik svaret, at erotikken skulle finde sted i biografsalen. De utilfredse beskuere blev således hurtigt irettesat af lettrister placeret forskellige steder i biografsalen. Det lykkedes for lettristerne en tid at holde nogenlunde ro i salen. Enkelte tilskuere begyndte dog igen efter kort tid at protestere, og lettristerne svarede igen ved at kaste stinkbomber og peber ud over publikum. På det tidspunkt var visse lettrister imidlertid også blevet utilfredse med filmen, og de begyndte ligeledes at protestere. Salen var i oprør, og en regulær kamp mellem store dele af publikum og de lettrister, som bakkede Debord op, brød ud og varede resten af filmen. Da lyset igen blev tændt, benyttede Berna, der stadigvæk optrådte som en seriøs filmprofessor, lejligheden til at stille sig op foran lærredet og indlede en debat om filmen. En ophidset beskuer råbte vredt, hvorfor filmen havde fået den titel, den havde, og hvad den havde med Sade at gøre. Berna svarede med en seriøs mine, at Debord havde dedikeret filmen til sin gode ven Ernest Sade. Det var startskuddet til endnu en omgang tumult i salen; således sluttede aftenen og den første gennemførte visning af Hurlements en faveur de Sade.”

Fra Mikkel Bolts Den sidste avantgarde - Situationistisk Internationale hinsides kunst og politik

forårsdans

se hvor bladene danser de danser som højteknologiske kneb fra oven og co2 kurven
kan knækkes og ansigtet skal og må tildækkes se hvor let det er at rime
når foråret lyner i luften og lyve kan man også man kan sige at træerne har kjoler på
og at alle muslimer ikke er tabere og at der heller ikke er kolybakterier i sandkassen
(det er katten om natten der gør det) men hvis du tænker dig om vil du ryste på hovedet
for der er ikke noget over det alt er i øjenhøjde og grønt som et fløjt fra en strittende
mund men også mennesket er smukt så smukt så smukt er mennesket når det sover
og tier den vildeste sky.

Ben Vautier, 1985

Tarkovskis poesi: Зеркало

Andrei Tarkovski: Зеркало (Spejlet), 1975

en kort historie om næsten ingenting

det begyndte på cafeén to
mænd snakkede sammen om tal
men den ene var tavs og resten
larm.
(prolog)

det handler om millioner man
må stole på kursen og holde
rattet i begge hænder så
kan man roligt falde i søvn.
(1. biltur)

det er besværligt at være
død og spille brigde
samtidig kortene flyder sammen
og hjerterne sidder pludselig bag brystet.
(2. ingen titel)

det er hendes brysters dobbelte
v der står næsten vinkelret ud
fra kroppen som et helt
alfabet men det er mens øets planet
står mest på skrå at latteren slår
morgenen op som en dør.
(3. saturn/rim)

det er tydeligt han larmer
når han græder det
gør hun ikke.
(epilog)

Transskribtion nr. 1

Fredag d. 16. februar, klokken 12.05, større café på Amager:

STRAMTSIDDENDE JAKKESÆT: "Har du lavet et ordentligt budget? Har du fået lavet en vurdering på hvad det kan koste?"

YNGRE MAND MED RYGGEN TIL: "[uhørligt]"

STRAMTSIDDENDE JAKKESÆT: "Enkommaotte? Ja."

YNGRE MAND MED RYGGEN TIL: "[uhørligt]"

Pause i samtalen. Stilhed. Så: fingre trommer på bord.

STRAMTSIDDENDE JAKKESÆT: "Det nemmeste er [...] To..."

YNGRE MAND MED RYGGEN TIL: "[uhørligt]"

STRAMTSIDDENDE JAKKESÆT: "[...] ham der ringede her [...] jeg får ikke [...] de bliver bare ved med at sige det til mig [...] dem [...] Hvis du tør gøre [...], hvis du tør [...] det hus med [...], hvis du tør [...] og grave alt det sand væk [...] det hus [...] Men det ved jeg ikke... Hvad skal du gi' for det hele?"

YNGRE MAND MED RYGGEN TIL: "[uhørligt]" (Leder i sine lommer.)

STRAMTSIDDENDE JAKKESÆT: "Kan du ikke huske tallet nogenlunde?"

YNGRE MAND MED RYGGEN TIL: "[uhørligt]"

Larm.

Land

Han hoppede på sporvognen. Tiden havde ladet vente på sig. Det var sne og udsalg i centrum og biler sad fast i sider af gader. Hele dagen drak sig fuld og sultede, da landet var i krig. Og det blev ikke meget bedre nu. Han glædede sig. Han hang og svajede i stangen mens han kiggede ud af vinduet, og der så han intet, men da han vendte sig så han Jeg hænge sig i detaljer ud af vognens modsatte vindue. Han prikkede ham på skulderen, og han løsrev sig fra sin stirren, drejede omkring og så ham ind i øjnene. Jeg havde et flakkende blik. Sådan blev de hængende lidt uden Jeg kunne genkende ham.

Ø 5

Jeg blæste gennem ørkenbyen Tuineje og en mand hang ud af vinduet med en ghettoblaster. Han akkompagnerede dens opera med en gjaldende vibrato og sendte mig tilbage til Ø 1 og et stoppested i Gran Tarajal hvor selv samme mand på lignende vis sprængte gaden med en bralrende verbal røffel til øen og alt hvad den står for. Men ingen ved hvad den står for. Og jeg selv bruger den kun til at ligge, kravle, stå og gå på.

Ø 4

Aha, Aah:

Æ er ooh. Ø er 01. Ååh.

Ø er alt, da Ø er 0 og 1.

Man kan skabe alt af 0’er og 1’ere hvis de arbejder sammen. Nogle vil dog mene at Ø er et afsindigt O. Nogle vil suspendere Ø for OE. Men den går ikke. Bl.a. DK har forstået hvad det handler om. Danskerne er et ønskeligt folk. De kalder den Ønskeøen. Af gode grunde. Ville en bolle være en bolle hvis den ikke kunne skæres over på midten? Nogle ville mene: Ja. Men disse kan aldrig opnå den fulde nydelse af bollen. De har svært ved eks. at påføre bollen smør uden at det virker påtaget. De kan altså ikke nyde bollen, som de der deler den på midten. Tilmed er de grangiveligt de mest ondsindede af mennesker og kalder os øsjæle for bøller (eller boeller), og de søger at fryse os ud af fællesskabet. Lad dem om det. Vi skal da gerne flække O’er i al fredsommelighed og ensomhed. Det være sig måske en kende upassende at nævne bolleakten i denne sammenhæng, og dog: I normen kræver det som bekendt to til at bolle: 0 + 1 = Ø. Og der har vi det. Ø må da være det smukkeste mennesket kan skabe. Død for resten over dem der benævner en vis spændingsakkord ”halvformindsket” og stempler denne med et Ø. Eks. Cø. Det eneste der kommer ud af en sådan fejlvalorisering er en sø. Og ligger en ø næsten ikke altid i en slags sø. Og er det ikke bekvemt at man kan skelne en ko fra en kø. Det ville ellers være søgt at tale om køkultur blandt mennesker.

Ø 3

Er dart en sport? For George er det. George er show man. George stiller op i sølv. På fingrene bærer George tolv ringe: Én for hver guldmedalje der hænger på væggen ved siden af et billede af hans mor. Én for ægteskabet med hans stedmor. De er skilt.

Jeg elsker med ørkenen. Den er varm og dyb og ender ikke fra hvor jeg står.

Ø 1

Fyrtårnet ligger på bjergets top som et dunkelt stjernepalads der leder unge sømænd i lagunens gab. Herfra går det kun ned ad bakke. Og nu sidder jeg her med to røntgenbilleder af min venstre fod som jeg har givet min højre hånd for at få fingrene i. En vision af mig selv materialiseret som skelet. Død og nærved borte. Man bød mig at en del af mig aldrig vil vokse sammen igen. Plump var doktoren og med et ragende blik og én hånd på rattet, viste han mig sin lejlighed fra parkeringspladsen. Hvis jeg fik brug for noget, boede han i nr. 12. Han kedede sig på øen og savnede at drikke sig fuld. Måske med nogen andre end ham selv. De har blanket mig for de sidste skillinger og nu drikker jeg alene. Jeg skyllede solen ned bag bjerget med en lunken Dorada og det var tomt da den takkede af.

Der er intet at stille op imod strålerne. De parrer sig i maskiner bag lukkede døre. På briksen er man prisgivet og må blive liggende. Og når kaktusen bider må man lukke gabet. Det gavner tanken at stoppe talen. Det gavner tanken at slukke tørsten. At slukke hjernen. Men maskinen kan ikke slukkes. At holde hovedet i sin hånd. At give det væk når man har tabt det ud af vinduet i en drøm eller i en film. Andre kunne måske få noget eller noget mere ud af det. Man kunne da lære noget om sit eget hoved hvis det var andres. Man er vel anderledes hvis hovedet er andres. Det nytter ikke noget bare at kalde det Anders eller Andreas. Andreas er Andrea’s og så har man snydt, for det er bare et navn; et ord. Ord er ikke spor. Eller måske netop blot spor. Spor der intet sted fører hen. Og for at finde hen nytter det ikke noget kun at være på sporet. Jøsses. At tage nogen på ordet. Tag dem dog på kroppen. Den kan man bruge til noget. Også hvis den falder fra hinanden. Så kan man se den som en krop. Ny krop en krop to krop tre krop 4 krop og så fremdeles krop. Eller bare som én i opløsning krop. Krop er krop. Ord er ikke ord. Ord dækker over krop. Med mindre ord er krop. A ord A ord B ord A ord. En jazzstandard i ord. Ahora betyder nu på spansk. Det er i orden på ord. Men ikke alle forstår hvad det betyder. Jeg fatter det f.eks. ikke. Hvis K skulle fristes til en investering, kan jeg røbe at månen tegner smukke cirkler i sandet her. Det indbefatter selvfølgelig en økonomisk ø. Ø er en fuldkommen, men ganske oprivende cirkel.

Ø 31

Det regnede hårdt på havnen og hele dagen bag ruderne. Jeg skiftede busser og landskab. Lod mig køre til endestationen og tilbage igen for at se øen dugge til. Intet usædvanligt i det. Lyttede til kendt musik på nye måder. Farvelagde ørkenen og udviskede bjergene. Brugte penge på ingenting som jeg ikke har, for det kan man. Det nye Indonesien måtte lægge ansigt til syngende lussinger og sang sange fra det mørke kapitel. Rødt, rødt hjerte, dobbelt så rødt. Det dunkede da der blev sagt ”Mord”, og ingen der ikke har dræbt kan stilles til ansvar. I lystens morgen påførte jeg min krop sår, og blodet sejler ængsteligt på huden, men størkner mens tiden bliver en prik på havets horisont. Jeg er en ensom binær modsætning. Jeg er en sætning. Jeg er en sætning. Et par støjende ungerkarle er jeg, og når jeg taler er det med én mand i én vogn på spansk som jeg ikke taler. Men millioner eller deromkring skippes til London eller deromkring, og der høstes ikke vindruer på øen.

Fordi det regner, tager jeg et bad. Og jeg sidder ned i bunden af kabinen for at føle at det regner og solen drypper. Der er intet frækt i at hænge det dertil indrettede stykke karton om dørhåndtaget. Selvom det er indrettet dertil, handler det kun om om man vil have ordnet sit værelse og ikke sig selv eller om man ikke vil. Der er ikke andre end mig til at ordne mig selv. Og det kræver sin mand, eller en kvinde, i en dobbelt seng så dyb og lang. Så virker det anseligt bedre at lade regnen spiller kvarttonemusik på fliser, bordflader, nedløbsrør og andet forefindende slagtøj. Det er læsningens kakofoni mellem dråbernes og ordenes bankende maskine. Til to af dagens spørgsmål: Hvorfor spiser hun mere salt end han? Hvorfor tror jeg på denne påstand ud fra bekendtes empiri? Et tredje: Hvorfor tror disse bekendte på en sådan empirisk tilgang til forståelse af verden og spørgsmålet om menneskets saltforbrug? 4: Hvorfor synes jeg at tilslutte mig en undersøgelse der hviler på omstændigheder jeg ikke kan godtage?

Når vi ligger ned ligner du ingen anden. Du ligner en anden for hver gang. Proportionerne ændrer sig og dig når vi ligger vandret i rummet. Det må være blodet der former dig, som det forvilder sig rundt inden i, og din krop lader sig modulere. I spejlet ligner du ingen anden, og dit ansigts asymmetri vender dig rundt. Jeg ser dig i spejlet som du ser dig selv. Fotografier opløses med tiden. Også de digitale. Vendt og se. Et og nul bliver til nul og et og med ét vil du se at du ikke kan se dig selv. Det er det pure opspind. Dét er dét og det er det. Ted read Ted. Go! Secret ads. Sea salt. See. Det må jeg sige.

Ø 30

Supercasino. Pengene. Liv og død eller kridtbjerge og sorte måger der kommer fra hvor jeg startede. Men nu er jeg et kort over mit hjemland og Dexter vakler rundt om mig med kalveknæ, kort for hovedet og i udbrud, men jeg fanger ham og rejser ham midt i størknet lava. Havde jeg blot spillemani som kendetegn, var jeg ikke mere vægt, men det er heller ikke tilfældet der gør at jeg ikke er det, da jeg vejer mine ord med hovedet på blokken og pennen i galgen. Jeg øver mig på staterne. Iowa, Lava, Rocky Mountains, og de duver ikke i brændingen som da solen hang over podiet. Hvad kan man nu foretage sig i Denver når man er død spørger man mig. Alt. For det spøger i skoven, og det kommer der altid noget ud af. Der kommer altid noget ud af skoven. For skoven er mørk som en røv. Set indefra er tarmen lang som røven er mørk, og røven løber langs hele kystlinjen som en cirkel, og øen forekommer sømændene mørk, så de sænker deres anker og de synker deres anger og går i land. Med fly er det straks anderledes. De ligner måger, om end man ikke kan se at de er hvide fra hvor jeg står. De er sorte måger eller ildfluer om natten. Stjerner er der ingen af mere. Ikke som før hvor man ikke kunne kende den ene fra den anden og fly og satellitter fra stjerner. Men de er der på film. De snyder på film. Det betaler folk dem gerne for. Når fly får stjernestatus er det fordi de bevæger folk. Stjerner må have fred for folk og flyver derfor alene. Og på businessclass ved de at det handler om penge. Jeg bryder mig om idéen om at tegne billeder af stjerner på himlen, men man ligner aldrig en når man er turist og bliver tegnet på gaden. Jeg ligner ikke mig selv med kort hår eller langt hår eller for lige lidt siden og for lidt lige siden og lige for lidt siden, men lidt lige fra siden, ligner jeg min far, men slet, slet ikke lige for. Og siden hen vil jeg forblive en anden. Han. Eller hun. En. To. Tredje person. Et flertal af ental. Ettaller og nuller.

Ø 29

Båndet går i cirkler. Der er helt stille i lufthavnen. Tasken er der ikke. Jeg har stjålet fra mit sidste land. Hun ved jeg kigger tilbage. Og længslen vokser. Jeg ved intet om denne ø. Det regner vist ikke. Og hvem er nu hun. Se nu der. Se hende engang. Hun ejer intet ansigt. Den første jeg så stod midt på vejen.

Palmerne skælver. For her er intet som det var før. Som var det før. Jeg er kommet her uden at vide hvorfor. Og jeg er her uden at vide hvor her er. Jeg må finde ud af hvorfor her er her og hvorfor jeg er her. Bjergene siger ikke en lyd. De er for langt væk, men de fylder det hele. Jeg må vide hvad de har at sige. Har de noget at sige. Til mig. Om mig. Har jeg noget at sige om dem. Er intet alt hvad der siges. Det er næppe en by dette her. Det er snarere et materiale, en masse der fylder intet ud. Men bjergene. Bjergene var her før, og de fylder jo det hele. De kan ikke fylde intet mere. Her på stedet er jeg i stedet for stedet. Vinen er ikke fra stedet, men i stedet. Det er et bart sted. En ekstraktion af idéen om Jorden, hvor alt er jord, udkast af jord: bjerge, lava, sten, grus, sand og sandt at sige ved jeg intet om det jeg siger. Jeg sier sand, som en sandsiger eller en sandsier der forsøger at forstå hvad de siger, stemmerne fra tusmørket. Om kvinden. Om det var kvinden der talte fra mørket, fra bjergene. Om kvinden smuttede i vandet, for at gå i land her. Dette kunne være alt. Eller intet. Tavsheden tænker for mig.

sålen over aet

tilegnet å.

højfjeld kaudervælsk nårsomhelst
syndikat kartel hvorsomhelst
når sålen hænger roligt over aet
hvor skiven går i tomgangstimens
tidsforskudte løb
vent
vent
og så går vi
først op
og siden
ned igen
salen runger mørk
i cirkelløse koder
og hele lysets favntag
giver slip
blot fordi vi ikke sagde
åh åh
oh oh
øh
øh slå blot en streg
men slå den blødt
og spred mig ud på bordet
og tæl mig
for jeg kommer
igen
i morgen
også selvom øjnene er lukket
ligesom Irma om søndagen

søvnløse cirkler

børskrak kølerhjelm cirkelrund og
jeg er som en tangent i dag men i morgen
vender lyset den forkerte vej
og drengene går klædt i pink. det er på høje tid
at rense din navle for kys mens matrosen
han styrter til søs og dér rammer bølger så høje
som den søvnløse skyskraber i dit inderste
øje og gør det noget? jeg mener har har har
vi ikke stjerner nok?

CIRKELMANIFESTET eller CIRKLENS ÆSTETIK (nr. 1)

Altså forbeholder jeg mig retten til, til enhver tid, at publicere cirkler når intet andet passer mig. Her er én:

Dette er således en cirkel af typen ’almindelig cirkel’. Det er den mest fremherskende type cirkel. Det tog kun omkring tre minutter at konstruere den, men det er fordi jeg er rutineret udi cirkelkonstruktion.

Jeg er landets førende cirkelkonstruktør.

Jeg fremstiller cirkler i alle former: bløde, hårde, farvelagte og transparente. Jeg laver både cirkler i kalligrafi og i de digitale medier. Metaforiske og konkrete, onde og gode cirkler. Jeg er ikke moralist. Hvis du skulle være interesseret i at få fremstillet en cirkel, så kontakt mig. Så kan vi diskutere mulighederne. Prisen kan vi altid finde ud af, jeg gør det mest af glæde ved cirkularitet. Jeg kan sætte gamle cirkler i stand og udstoppe afdøde cirkler. Hvis du har brug for at få din kælecirkel passet, kan jeg også tage mig af det. Jeg er helt tosset med dem, og hos mig får din cirkel den bedste behandling. Jeg laminerer cirkler til skolebrug.

Når jeg dør, vil jeg støbes ind i en titaniumcirkel og sendes i kredsløb om Jorden. På den måde kan verdensaltet gennemstrømme mig i al evighed.

Det er sagt før, men jeg gentager det gerne: det handler om at tage cirklen på sig.

tilegnet k.

fønixfugl dybhavsdykker visne hoteller og
der er så beskidt under jorden men vand
er tykkere end blod og langt pænere
når det regner og du er en høstblomst
og jeg rager på dig og gråden er grå
og altid åben ligesom sevenelleven

Det er såre simpelt

I bund og grund er verden et ganske simpelt sted Derfor vil jeg bede om jeres hjælp til at nedfælde alle de simple ting som findes i verden i en form for inklusionstekst; vi vil udrulle et Borges-kort over verden og vise hvor simpel den egentlig er Jeg forestiller mig processen som en fortløbende inklusion hvor man når man hist og her støder på en af disse simple ting tilføjer den til teksten; alt er tilladt Lad den simple verden komme til orde


DET ER SÅRE SIMPELT

det er såre simpelt
vinteren kommer med
vinterdage
kolde og klare og mørke og
det sner ned fra himlen og
det er virkelig såre simpelt
det er såre simpelt
himlen er blå og
havet er blåt og
de spejler sig i hinanden og
himlen er toppen
og havet er bunden og
imellem dem er det andet og
det er virkelig såre simpelt
det er såre simpelt
solen hænger på himlen og
står op hver eneste morgen og
den vandrer over himlen og
når dagen er gået
går den ned og
dagen går altid med den og
det er virkelig såre simpelt
det er såre simpelt
jeg har
to arme og
to ben og
ti fingre og
to øjne og
en næse og
to hænder og
en mund og
to fødder og
to testikler og
og i alt tyve negle og
det er virkelig såre simpelt
det er såre simpelt
jeg har to lunger og
de indånder den luft
som hænger hvor jeg er og
luften trænger ned i mine lunger og
trænger videre ud i blodet og
jeg har et hjerte der banker og
det er rødt og pulserer bag brystet
det pumper alt mit blod
ud i hele min krop og
gør mig varm og blodig
og det er virkelig såre simpelt
det er såre simpelt
jeg har en hjerne og
den ligger oppe i mit hoved og
jeg tænker en tanke og
den tanke jeg tænker
ligger i mit hoved og
den bliver der og
jeg glemmer den og
måske kan jeg finde den igen og
det er virkelig såre simpelt

Erosion

Jeg dræner svælget
efter transmitteret fangenskab
leder i sandhed den hede sand ud
på banens skinner svinder
ind i kupéen hendes ånde i nakken
driver ned ad rygsøjlen tages til fange
under regnfrakkens kapsel
åbner flasken vander brønden
pumper vand op koger gryden
vasker retten op på plads
i landsbyen hvor den trives
godt under konstant opsyn
filmer begivenheden med mig selv som fløs
pisken fløsen pynter kagen
først
med byens afskum
siden
med jordbær
skummer havet plukker sten
først
i kanten
siden
på kanten
fylder brønden med disse
dat
dit ansigt er på skærmen
jeg stiller gryden under dynen

Morgen

Jeg ligger under dynen.

Drømmen er færdig med at koge i sin kedel.

Man kan ikke se morgenen for bare bryster.

Posten kommer med breve fra et helt kontinent.

Du behøver ikke gå i bad lige nu.

Det støver stadig i rummet.

Udenfor er sneen moderne.

Hvepsene har set det de skulle.

Dagens violin vælter ind over sengen.

Dit hår er vådt som bare fanden.

Jeg gider ikke dø.

Jeg er naturligvis også dybt uenig; det er kommaet vi skal af med; hør bare hvad my woman Gertrude har at sige om dét tegn;

"And what does a comma do, a comma does nothing but make easy a thing that if you like it enough is easy enough without the comma. A long complicated sentence should force itself upon you, make you know yourself knowing it, and the comma, well at most the comma is a poor period that it lets you stop and take a breath but if you want to take a breath you ought to know yourself that you want to take a breath[...] Anyway that is the way I felt about it and I felt that about it very strongly. And so I almost never used a comma." (Poetry and grammar).

Inden da – altså tidligere i ”Poetry and grammar” - har Gertrude lykkeligvis fejet spørgsmålstegnet og udråbstegnet fuldstændig af banen.Desværre siger hun om semikolonet, at man enten kan opfatte det som et komma, hvad der gør det helt ubrugeligt, eller som et punktum, hvad der gør det noget nær spændende (adventurous). Hun indrømmer beklageligvis, at hun fra starten af altid har følt, at semikolonet mere er et komma end et punktum, og derfor har ikke rigtig benyttet sig af det. Men hun vedkender sig, at der er potentielle muligheder i semikolonet. Det er en afgørende pointe.For mig at se er det kedelige kolon, netop en anden form for et punktum, et fordækt punktum, og dermed i sagens natur helt unødvendigt, hvorimod semikolonet grafisk og helt konkret jo er begge dele på en gang. Jeg ved ikke om jeg bryder mig om betegnelsen ”superkomma” når nu jeg virkelig ikke kan lide det satans komma. Måske ligger det interessante ved semikolonet snarere i, at det både er et punktum og et komma, men derfor også ingen af delene. At semikolonet netop hverken er et punktum eller et komma (lidt ligesom farven sort, som faktisk og faktisk er FRAVÆR af farve). Måske er det dét semikolonet er; et nærvær, som er fraværende; en pause, som er falsk; et tavst tegn, som dog lige akkurat kan høres i dets hvisken; et dunkelt mørke, hvori en manglende betydning hober sig op.
Jeg ved det ikke og virkelig ikke. Det er blot et udkast og står så sandelig til diskussion. Det gør følgende sætning derimod overhovedet ikke:

He looks like a young man grown old.

SUPERKOMMA

"If you really want to hurt your parents, and you don't have the nerve to be a homosexual, the least you can do is go into the arts. But do not use semicolons. They are transvestite hermaphrodites, standing for absolutely nothing. All they do is show you've been to college."

Kurt Vonnegut

Dette kun for at erklære mig dybt uenig med Kurt. Efter min mening er det lille, dekadente transvestit-hermafrodit-tegn uendeligt charmerende. I kraft, og ikke på trods, af sin fælleskønslige fysiognomi vel at mærke. Det kan også så meget andet. På engelsk kaldes det i visse sammenhænge "supercomma".

Jeg lover at alt vil falde langsomt og at Pluto er en sand planet

Jeg lover
at alt vil falde langsomt
som et langt
land der rammes af pest. Jeg lover
dig at jeg lyver. Tyngdekraften har noget
at skulle have sagt. Jeg siger: nuets blomst sidder så pænt
i dit hår som styrter ned ad ryggen som et brændende
fly mens måger roterer om falske planeter og tangens
rådne salat og sindets oblat
opløses på havets blåblå tunge og det er her tågen
sætter ind og alting falder sammen og tingene bliver
sjældne og sjældent er tingene så sande som
de er sagt og sjældent så sande som de er sagte og sjældent
så sagte som de er sande og sjældent så sagte som sand
der løber gennem en hånd og ned i strandkantens vand
hvori muslingerne ligger med nøgler til den mørkeste ro
og du leder så tålmodigt min pige
efter sten der kan smutte og en strandvaskers sko
men alt det du finder er det der forsvinder.

fra hånden løber sand

fra hånden løber sand
sikkert som en søjle
sandelig om ikke snoren
spinder spæde sange
synger saligt sonarsavn
snurrer snarlig snesøvn
vender sig i sengen

vender sig i sengen
venter dig på engen
henter mig i skolen
kæntrer midt i solen
vipper lidt på stolen
stødes blødt fra molen

molen støder sine børn
men glemmer sin fortøjning
kameler vælter som slidte brikker
i ilter domino
rolige hvil i et gammelt spor
sønlige kald og lovlige ord
jeg lover
at alt vil falde langsomt

Med foden i cement og nattens bræk i glas
på gulvet og i sengen skriver jeg til den gamle i Fuengirola
til den lille moder i turismens Tallin
hvor vinduet er forseglet med sort plast

Hyænerne cirkulerer i mørket om
og om rubinerne ved de intet
de findes i ingen form de kan begribe

Den ene står funklende og hviler
ved en ukendt slægtnings side

Den anden er hengemt i en dunkel befæstning i byens syntetiske morads
hvor digteren spejler sig, knugende den i sin kobolthånd

Foden synes mørkviolet
ved tankens usømmelige omgang med slet og ret
og slet intetheden kan forhindre blodet i at løbe til
bindet søger at suge og surrer sig fast til

Balancen snubler og den forladte taber sig på Kastanien Allé
plukker sig fra asfalten
spiser sig tilberedt med smør og salt

Han bryder sig om smagen af forfaldets frugts frugtbarhed
(han bryder sig ikke om at spinde guld på kameler og sætter dette (forpunklede) påfund i parentes)

Han taber nu sig selv i ørkensand og
ser i ovnens flammehav digteren spejle sig i himlens kobolt

Fra hånden løber sand